På Martins vej afholder de fredagsbar
Fredagsbar behøver ikke kun høre til på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Du kan sagtens gennemføre den hyggelige tradition sammen med dine naboer, og få anledning til at ønske hinanden god weekend. Det gør de jævnligt på Naboven Martins vej i Århus, og der er stor tilslutning.
- Planlægning
- 1 time
- Aktivitet
- 2 timer
- Antal planlæggere
- 1-2 naboer
- Antal deltagere
- Alle naboer kan inviteres (afhængig af pladsen)
Da Martin fik idéen om en nabolags-fredagsbar fra sin søn, tog han initiativ til at afprøve det samme helt uformelt på sin egen vej. Det skulle være nemt, og naboerne skulle selv medbringe drikkevarer.
Fredagsbaren blev afholdt i Martins carport og var åben mellem kl. 16-18, hvor naboerne kunne komme og gå, som det passede dem.
Efter arrangementet havde Martin og hans kone haft besøg af i alt 28 naboer i løbet af de to timer, fredagsbaren blev afholdt - den ældste var 84 år og den yngste 2 år, så det var et arrangement, der kunne samle naboer på tværs af generationer.
Succesen gjorde, at fredagsbarerne hurtigt blev en fast og hyggelig tradition på vejen.
- Alle syntes, at det var en smaddergod idé, og der har været flere af slagsen siden, da det går på skift. Vi afholdt også en, da vi fik to nye naboer. De dukkede op og fik dermed et indtryk af deres nye naboer. Fredagsbarerne er helt sikkert med til at vedligeholde vores gode relationer i nabolaget, siger Martin.
Sådan gør de hos Martin:
- Fredagsbarerne går på skift mellem naboerne, og det bliver gjort nemt og overskueligt, eftersom man blot skal lægge hus, terrasse eller carport til i et par timer. Naboerne medbringer selv drikkevarer.
- Naboerne bruger den lokale Facebook-gruppe til at invitere hinanden.
- De oplever, at der er størst tilslutning, hvis man er ude i god tid.
Få mere inspiration
Far og datter inviterede naboer til introduktion til Nabohjælp
Bo og Sara er far og datter – og så er de begge Nabovenner på Fyn. Da Bo besluttede sig for at invitere naboerne forbi til en introduktion af Nabohjælp, var Sara med, da hun er god til appen og derfor kunne hjælpe med oprettelsen.
Fastelavnsfest for store og små
Kristina fik samlet naboerne til en festlig fastelavnsfest med udklædning, tøndeslagning og fastelavnsboller, som nabolaget havde vundet i en Nabohjælpskonkurrence.
Saml de løbefriske på en rute omkring indbrudsramte veje
Når I bliver udsat for indbrud i nabolaget, gælder det om at skabe liv mellem husene i de efterfølgende uger, da der er risiko for at tyven vender tilbage. Tyven vil ikke opdages eller genkendes. Derfor er det virkelig effektivt, når naboerne samles om at være synlige på vejene. Og hilser på dem, de møder. Er I flere naboer, der er glade for at løbe, så er det helt oplagt at arrangere nogle fælles løbeture i ugerne efter indbruddet.