Gå en tur rundt om naboens hus, og se det med tyvens øjne
Nabohjælp har udviklet en praktisk og let anvendelig guide til et sikringstjek, som gør dig og naboerne klogere på, hvor indbrudssikre jeres huse er. Naboven Ann-Sophie fik en god snak med sin nabo Mads, da de sammen udførte sikringstjekket.
- Planlægning
- 10 minutter
- Aktivitet
- 10-15 minutter
- Antal planlæggere
- 1
- Antal deltagere
- 1 (evt. flere, der lytter med)
Med Nabohjælps sikringstjek kan du og naboerne hurtigt få øje på, hvor der er svage punkter, der gør det nemmere for indbrudstyven at komme ind. Tag sikringsguiden med på papir eller på mobilen, og gå en tur rundt om huset sammen.
Du skal ikke være ekspert i indbrudssikring, men blot sørge for, at I kommer godt igennem guiden.
Ann-Sophie, der er Naboven i Greve, faldt i snak med sin nabo ude på vejen og spurgte i den anledning, om han var klar på at prøve sikringstjekket. Det var han frisk på for at blive klogere på, hvad der med fordel kan optimeres.
Ligesom Ann-Sophie kan du starte med at spørge en nabo, du kender. Det er lidt nemmere, når man i forvejen har tillid til hinanden.
Sådan gjorde Ann-Sophie:
- Ann-Sophie mødte naboen ude på vejen og spurgte i den anledning, om han var klar på at prøve sikringstjekket. Derefter mødtes de hos naboen.
- Ann-Sophie havde et print med af sikringstjekket, og så var det ellers bare at følge guiden og tage en gåtur rundt om huset. De fandt sammen tre steder, hvor tyven sandsynligvis kunne bryde ind.
- De undersøgte tre udvalgte steder og fik gode snakke om, hvad der kunne gøres bedre. Det var interessant at gennemgå tjeklisten og blive opmærksom på hvilke 'huller', der rent faktisk er ift. boligen, og at finde ud af, hvad naboen har gjort for at sikre hjemmet mod indbrud.
Tip:
- Skriv ud i appen, og tilbyd at komme forbi til et sikringstjek op til ferieperioder.
- I kan være en flok fra nabolaget, der går tryghedsvandring og afslutter turen med et sikringstjek.
- Få flere Nabovenner med på idéen og tilbud at lave sikringstjek sammen i jeres nabolag.
Læs også om disse aktiviteter
Få gratis oplæg af indbrudsekspert
Du og dit nabolag kan helt gratis få besøg af en indbruds- og forebyggelsesekspert, der holder et oplæg på en times tid. Det er en super god anledning til at slå to fluer med et smæk – at mødes til en hyggelig aften og samtidig klæde nabolaget godt på til, hvad man selv kan gøre for at forebygge indbrud. For at få en indbrudsekspert ud, skal I kunne samle mindst 10 og max 50 personer. Det kan for eksempel være igennem din grundejerforening eller vejlauget. Lokalet skal I selv sørge for, og hvis der skal være lidt godt til ganen.
Gå en tur i nabolaget, og se området med tyvens øjne
Har I haft indbrud i nabolaget eller i et nabolag tæt på jer? Så er det vist på tide at kigge området efter i sømmene. Når en tyv vælger gerningssted, kigger han nemlig efter et attraktivt hus i et attraktivt nabolag. Derfor er det en rigtig god idé, hvis I arrangerer nabovandring, hvor I slår to fluer med ét smæk: Er synlige på vejene, og samtidig tager temperaturen på området.
Inviter til møder på tomandshånd
For at skabe engagement og få flere i nabolaget med, er det vigtigt at lære flere i nabolaget bedre at kende. Hvis ikke du kender så mange i forvejen, er møder på tomandshånd et godt sted at starte. Det kan også være, du allerede har en konkret idé til en aktivitet i nabolaget, som du gerne vil i gang med. Så kan et en-til-en møde være en god måde, at få flere naboer med på idéen.